Skal dit barn vælge Projekt 10 på Femmøller Efterskole?
Vi står i fremtiden over for nationale og globale udfordringer, som i høj grad kalder på nytænkning og handlekraft. Det forudses at fremtidens arbejdsmarked i høj grad kommer til at efterspørge evnen til være kreativ og innovativ, kunne samarbejde og arbejde projektorienteret. Med den nye folkeskolereform er det et krav, at der i alle fag undervises i innovation og entreprenørskab, hvilket ligeledes er en del af gymnasiets formålsparagraf. Vi ønsker, som et naturligt led i denne udvikling, at tilbyde en 10. klasse, hvor eleverne sideløbende med deres faglige viden, udvikler sig i retningen af selvstændige, handlekraftige medborgere, som har modet til og troen på, at de kan sætte deres aftryk på verden.
Projekt 10 er tænkt som et ekstra tilbud til de elever, som har et solidt fagligt grund niveau efter 9. klasse, og som ønsker at udfordre sig selv på en ny måde. Årgangen er for den elev, som elsker at samarbejde og lave projekter - og for den elev, som vildt gerne vil lære det.
Det kræver ikke nogen specielle forudsætninger, men vi forventer, at eleven har mod på og lyst til at arbejde selvstændigt og i grupper med projekter i vid udstrækning. Det er desuden vigtigt, at eleven er motiveret for selv at tage medansvar for sin læring og udbytte af forløbene.